Astra* Naturfagskoordinatorkonference 2025
Jeg har netop været til Astra’s Naturfagskoordinatorkonference 2025*, hvor der var deltagere fra Astra*, STUK, Danmarks Tekniske Museum og naturfagskoordinatorer fra 40 forskellige kommuner rundt om i landet.
Et godt mix af mennesker med hænderne nede i naturfagene – både på det praktiske og det strategiske niveau.
Fokus på teknologi i naturfagene
Årets hovedtema var teknologi i naturfagene og teknologiforståelse.
Der er ingen tvivl om, at teknologien kommer til at spille en stadig større rolle i vores fag fremover. Brugen af teknologi skal indgå i alle fag, og det bliver også et særskilt punkt i de nye fagplaner.
Det betyder ikke kun digitale redskaber, men også den bredere forståelse af, hvad teknologi egentlig er.
Hvad er teknologi – egentlig?
Der bliver talt meget mellem linjerne om det spørgsmål: ”Hvad er teknologi?”
Lige nu handler meget naturligt om digital teknologi og kunstig intelligens (AI) – men teknologibegrebet er jo langt bredere.
Så på det helt høje niveau skal begrebet "teknologi" defineres, så der er et fælles sprog.
Vi står i et spændingsfelt, hvor nogle skoler siger: “Vi bruger ikke AI.”
Men sandheden er, at vi ikke kan undgå at bruge AI – for det ligger allerede indlejret i vores browsere, programmer og platforme. Spørgsmålet bliver derfor ikke om vi bruger det, men hvordan vi bruger det på en klog og bevidst måde.
Igen arbejdes der derfor på det helt høje niveau - hvordan skal vores afgangsprøver være med de nye fagplaner? I en virkelighed med AI som en del af forberedelsen?
Netværk der gør en forskel
Jeg har brugt konferencen på at suge viden til mig om, hvordan man organiserer naturfagsnetværk i andre kommuner.
Hvordan bliver et netværk noget, der giver praktisk værdi for lærerne – noget, der kan mærkes i hverdagen og i undervisningen?
Det handler om, at netværk ikke bare bliver møder, men noget der faktisk:
-
giver konkrete ideer til undervisningen,
-
støtter forberedelsen,
-
og ikke koster ekstra tid.
For lad os være ærlige – alle lærere har rigeligt at bruge deres tid på i forvejen.
Hvad kommer der nu?
Astra* laver senere en opsummering fra konferencen, hvor der også bliver delt slides, oplæg og konkrete materialer.
Når det bliver tilgængeligt, deler jeg selvfølgelig det, der giver mening her.
